OUTLET - Spar op til 50%
Dansk webshop
100 dages returret
Gratis fragt ved 699,-

Sådan finder du vej i naturen uden at bruge kompas eller GPS

Kender du Christopher Columbus? I 1492 forlod Columbus Spanien og begyndte sin rejse mod Indien. Men da Columbus’ skibe, der ikke havde alle nutidens navigationsmuligheder eller GPS udstyr, nåede land, var han endt i Amerika – hele 13.600 km fra Indien! For at du ikke skal fare lige så vild som stakkels Columbus, giver vi dig her en masse tips til, hvordan du kan bruge naturen omkring dig og himlen som dit kompas. 

 

Sådan finder du vej uden kompas

Selvom næsten alle i dag har mulighed for at bruge mobiltelefonen som GPS og kort, så kan det være rigtig spændende og udfordrende at lade telefonen blive i tasken, kigge op og lægge mærke til, hvordan naturen faktisk kan fungere som et kompas.

 

Hvordan tror I vikingerne og fortidens stifindere fandt vej? De brugte deres omgivelser!

I deres rejsefortællinger, historier og remser brugte vikingerne eksempelvis de ting, de så omkring sig og deres sanseindtryk sammen med observationer af solens gang, nattens stjerner, dyreliv, vind og vejr. Uden brug af nogle former for navigations instrumenter vidste vikingerne i hvilken retning de skulle sejle på baggrund af deres forståelse for og kendskab til naturen.   

 

Det bedste ved de mønstre og viden, vikingerne brugte til at navigere efter, er, at de stadig kan bruges, når man færdes i det fri. For hvis du holder øjnene åbne, kigger dig godt omkring og er opmærksom, så giver naturen os masser af små tegn og ledetråde, som du kan bruge til at finde vej, hvis du ikke har et kompas. For i skoven og landskabet er der masser af spor fra sol og vejret. 

 

Solen til hjælp

En af de allerbedste redskaber til at finde vej finder du, hvis du kigger på: solen.

Uanset hvor i verden du er, står solen op i øst og går ned i vest. 

Du kan også bruge solen til at finde syd: midt på dagen, når solen står højest på himlen, står den nemlig i syd. I vintertid er det kl.12 og i sommertid er det kl.13.

 

Brug stjernene og find vej om natten

Selv om natten, når solen er gået ned, kan du bruge himmelen til at navigere efter. 

Man begyndte allerede at bruge nattens stjerner for flere tusinde år siden. Folk lagde mærke til, at stjernerne på nattehimlen dannede mønstre, som de tegnede og navngav. Det ældste kendte stjernekort er indridset på en hulevæg i Lascaux i Frankrig for mellem 15000 og 17000 år siden! De stjernebilleder vi i dag kender som eksempelvis "Lille Bjørn", "Kentauren" og "Store Hund" blev brugt til at finde vej om natten.  

 

Sådan finder du Nordstjernen

Inde i byerne, hvor der er meget lys, kan det være svært at se stjernerne. Men hvis du kommer et stykke uden for områder med meget lys, er der især én stjerne, der altid viser vej, Nordstjernen. Faktisk har Nordstjernen være brugt i årtusinder til at navigere efter. Da Nordstjernen befinder sig over Nordpolen, kan du bruge denne stjerne til at finde nord.

For at finde Nordstjernen skal du starte med at finde Karlsvognen, som du kan se på billedet herunder.

Kig på de to klare stjerner i vognens bagende, der er markeret med pile på billedet ovenover.

Forestil dig at du trækker en linje fra de to stjerne og så vil du ramme Nordstjernen, som vist på billedet herunder.

Billede fra bogen "Orientering i Vildmarken" af Neil Champion.

Træk nu en linje fra Nordstjernen ned til jorden, som vist på billedet ovenover. Denne retning er nord.

 

Brug naturen omkring dig

Hvis der er for skyet til, at du kan se solen, kan du i skoven bruge træerne og planterne omkring dig til at bestemme verdenshjørnerne. Solen og vinden påvirker nemlig vores landskab.

  • I langt de fleste skove og bevoksninger vil du kunne finde mere eller mindre tydelig forskel på træstammernes nord- og sydside. Kig efter mos og lav, der vokser bedst i skyggen, som er på nordsiden. Det samme gør sig gældende for store sten.
  • Ældre træers årringe er typisk større på den side, som vender mod Ækvator.
  • Træer som bøg og fyr med tynd bark, får ofte sprækker og revner på den side, der vender mod syd.
  • Blomster og planter vender som regel mod syd, hvor der er mest sol og varme.
  • Myrer elsker varme og kan ikke fungere, hvis de ikke får varme nok. Derfor kan du se, at aktiviteten på myretuen er størst på sydsiden. 

 

Kender du andre gode tips til, hvordan man kan bruge naturen og vores omgivelser til at finde vej?


Inspiration til udeliv

  • profile
    Heidi Øhlers
    28-08-2019

    God service, tak for hjælpen :)


Tilbage til oversigten